Kaptajnen og blondinen

Af Ejvind Olesen

 

Kaptajn Francesco Schettino er ved at blive kendt over hele verden, som den uheldige chef på Consta Concordia. Det har han efter alt at dømme også fortjent. Det synes mere og mere klart, at han egenhændigt har besluttet at gå uden for den planlagte rute for at imponere lidt inde på øen Giglio, hvor nogle klippestykker tog nok så uvenligt mod ham og hans flotte skib.

 

Når det så er sagt er der for alvor gået spin i ulykken.” Han faldt snublende ned i redningsbåden, da han forlod sit skib.” ”Han blev beordret tilbage til skibet af kystvagten.” 

 

Der står faktisk ingen steder, at en kaptajn skal gå ned med sit skib. Det er blot blevet en myte i bedste kaptajn Carlsen-stil, hvis nogen kan huske det. Det var i 1952… Til gengæld er det et spørgsmål om moral.

 

Og så den om, at kaptajnen er set i baren med en flot blondine fra Moldova, eller deromkring. De drak oven i købet rødvin. Det har en kaptajn faktisk lov til, når han ikke er på vagt. Han har også lov til at have sin kone og børn om bord – han har en stor kahyt – i visse perioder.

 

Måske var blondinen ikke han kone. Måske ikke engang hans kæreste, men det skal han ikke aflægge regnskab for. Og ja, han drak rødvin. Det må han også godt. Med begrænsning. Når han har fri. Det er vist kun om bord på Maersk-både, at de er tørlagte for alkohol, men de sejler også kun med containere.

 

Og så lige den med at ændre kurs. I følge chefkaptajn i verdens næststørste krydstogselskab, Royal Caribbean, William Wright, som selv i perioder er kaptajn på verdens største krydstogtskib Oasis of The Sea, er det kutyme, at en kaptajn ikke går fra den lagte kurs undtagen i særlige tilfælde, hvor det kan være nødvendigt.

 

I så fald forventes det, at det først debatteres grundigt med samtlige officerer på broen, inden der træffes en beslutning.

 

Nu til weekendens spørgsmål. Siden 2005 har der været 10 mio. passagerer på krydstogt. 16 er omkommet. Tør du tage på krydstogt?

Skrevet af Ejvind Olesen