Amsterdam. (Foto: Austrian Airlines)

Afgifter stiger: Brancheorganisation kritiserer storby

Bystyret i Amsterdam beskyldes for at være fjendtligt indstillet over for rejsebranchen, fordi politikerne i storbyen fra årsskiftet hæver afgifterne for overnatninger og krydstogter.

Til næste år bliver det dyrere at være turist i en af de populære storbyer i Europa, da bystyret i Amsterdam har truffet beslutning om at øge de afgifter, som besøgende skal betale.

Efter nytår skrues overnatningsskatten således op fra de nuværende syv procent til 12,5 procent. Den afgift, der pålægges turister, som indløser billet til en kanalrundfart, vil desuden fremover være 2,5 euro, hvilket svarer til omkring 18 kroner.

Der er også udsigt til, at afgiften for krydstogtturister i den hollandske hovedstad stiger. Denne får et nøk op ad, der svarer til 75 procent, da den hæves fra de nuværende otte euro (60 kroner) til 14 euro (104 kroner) i 2024.

Opfattes som fjendtligt indstillede
Stigningerne er endt med at blive højere, end hvad bystyret i Amsterdam oprindeligt meldte ud i september, og det kritiseres af European Tourism Association (ETOA), der er en brancheorganisation for rejsearrangører i Europa med 1.100 medlemmer.

Brancheorganisation udtaler, at Amsterdam med de netop fremlagte stigninger – i ETOAs optik – lever op til byens rygte som den største opkræver af lokale afgifter i Europa.

”At man nu justerer de budgetter, der blev fremlagt i september, bidrager kun til opfattelsen af, at Amsterdams nuværende politiske ledelse er fjendtlig over for turisme og opportunistisk med hensyn til økonomi.”

”Det er helt tydeligt, at afgifterne vil få negative konsekvenser for både de lokale aktører samt de internationale fritids- og MICE-købere (Meetings, Incentives, Conferences & Exhibitions, red.), som allerede har foretaget salg for 2024.”

Parter skal samarbejde
Et af de kritikpunkter, som ETOA har, er det relative korte tidsrum, der er, indtil stigningerne træder i kraft.

Organisationen mener, at man som minimum burde varsle den slags ændringer mellem 18 og 24 måneder før, at de føres ud i livet, da det vil give rejsearrangørerne bedre muligheder for at navigere efter de nye omstændigheder.

Man mener desuden, at aktører både fra turismeerhvervet i og omkring Amsterdam men også fra andre dele af Europa burde være taget med på råd og have haft mulighed for at give deres besyv med, inden bystyret vedtog afgifterne.

”Fremover vil vi fortsat støtte de lokale interessenters arbejde med at finde ud af, hvordan de forskellige parter i højere grad kan samarbejde om turismestrategien for byen, da situationen i øjeblikket snarere minder om et usundt forhold, hvor man gerne vil have penge men ikke turister, og det er uholdbart.”

Amsterdam har blandt andet lanceret en såkaldt stay away-kampagne, der især har haft til formål at få yngre britiske turister til at holde ferie et andet sted, hvis deres primær formål var at slå sig løs.


Relaterede artikler:

Populær europæisk storby hæver turistskatten

Amsterdam vil forbyde krydstogtskibe i centrum

Amsterdam vil have færre turister