KLUMME: På denne side af et folketingsvalg er flytrafikken i Danmark reddet for ekstra økonomiske belastninger, men derefter drejer det sig om at finde ud af, hvem der er de sande venner. Fjenderne kender vi allerede.
”Vi behøver ikke at piske os selv med skorpioner, hver gang et problem opstår. Vi kan også bare tænke klogere.”
Sådan skrev transportordfører Rasmus Prehn (S) i forrige uge i en kronik om flyrejser i blandt andet Frederiksborg Amts Avis. Hvor velgørende! Efter at venstrefløjen, anført af Enhedslisten og godt suppleret af SF, ruller frem med det svære skyts om det forfærdelige ved rødt kød og flyrejser, og som minimum straks vil have indført miljøafgifter på flyrejser.
Nu er det svært at få en god bøf serveret på et fly, men hvis man kunne, og så ovenikøbet flyver langt, er det næsten toppunktet af al syndefuld adfærd. Jeg husker tydeligt, da SF i sin tid fik indført en afgift på 75 kroner per ben i indenrigsflyvningen, og hvor besværligt det var for den borgerlige regering at få den afskaffet igen. Det skrev vi rigtigt mange linjer om dengang. De fleste til fordel for indenrigsflyvningens beståen. For den var i virkelighed truet.
Nuværende minister giver opbakning
Næppe var Enhedslisten kommet med en dommedags-rapport om flydriften og alle den skadelige virkninger før transportminister Ole Birk Olesen på CHECK-IN.dk kom med den solide opbakning til den nuværende regeringskurs, som er klar opbakning til lufthavne, indenrigstrafik og arbejdspladser.
Og samtidig var det en kontant afvisning af nye afgifter ved flyrejser ud af danske lufthavne. Som i Sverige og Norge og som Holland senere på ugen valgte at foreslå i EU, når sommeren kommer igen. Et forslag som ikke får dansk støtte. Og næppe heller kan få mange andre lande med.
”Regeringen går ikke ind for en generel skat på flyvning eller en passagerafgift. Jeg ser frem til intelligente idéer”, sagde ministeren til CHECK-IN.dk. Så er den sikret til juni, men hvad nu, hvis vi får en ny regering. Holder Socialdemokratiet så stand med den nuværende opfattelse? Hvor er vennerne til den tid – og det drejer sig om få måneder.
Kulsort klimaaftryk
Herhjemme handler det om at undgå proportionsforvrængning. Det dummeste ville være at vende ryggen til problemerne. Hvis man blot ser B. T. i denne uge, er der en omtale af skandaler med flyrejser og de alvorlige trusler, som ligner en skræmmekampagne helt uden dimensioner i klimadebatten.
I snart 10 år har Københavns Kommune ikke betalt for CO2- udslip på flyrejser. Det er blevet til den formidable sum af en halv million kroner. Hvordan man så end regner det ud.
”Flyrejser er noget af det allerværste CO 2-udslip,” fastslår Fanny Broholm fra Alternativet i Borgerrepræsentationen. Dagen før fyldte avisen hele tre sider med rubrikker som ”Miljøborgmester gik rejseamok” og ”Kulsort klimaaftryk”.
To gange rundt om jorden
Sagen drejer sig om forhenværende miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten, som i alt fløj 81.231 kilometer med 25,787 kg. CO2- udslip. Det blev to gange jorden rundt på tre måneder, og han og partiet anbefaler nu begrænsninger og afgifter på flyrejser. Det drejer sig om at se verden mens tid er.
De nye idéer kom ikke fra flybranchen i denne omgang. Heller ikke fra SAS som blev bannerfører som det største flyselskab og satte koncerndirektør og dansk medlem af koncernledelsen, Lars Sandahl Sørensen, i spidsen for en veltilrettelagt forsvarskampagne.
Han gjorde det som sædvanligt godt, både på CHECK-IN.dk, i Berlingske og andre medier samt i TV-reportager. Men meget nyt var der ikke, udover en række opremsninger, blandt andet om modernisering af flyparken, som var velkendt i forvejen.
SAS flyver med god samvittighed
Men Lars Sandahl skal have ros for nogle meget rammende udtalelser. Således til Berlingske: ” Som virksomhed spiller vi en ekstrem rolle i samfundet. Derfor tager vi også ansvar for det.”
Eller når han advarer mod hovsaløsninger og siger ”Det bliver meget hurtigt løsning på alt muligt at tænke i skatter og afgifter. Jeg tror det kan få den modsatte effekt. Vi kan sagtens flyve med god samvittighed”.
Det var nok til, at SAS fik meget rosende omtale af klimaminister Lars Lilholt (V). Venner hjælper hinanden. ”Jeg kan kun bifalde, at et selskab som SAS gør en aktiv ambitiøs indsats og ikke bare taler om at være grøn.”
Rigtige venner ved man, hvor man har. Indtil videre.