Christina Torp (privatfoto)

Trefaset strategi frem mod “Ny Normal”​

AKTUEL KOMMENTAR: Christina Torp, der er tidligere hotelchef på Ruths Hotel i Skagen, rejser en række spørgsmål, der er vigtige for hotel- og restaurationsbranchen post-corona.

Af Christina Torp, freelance konsulent for hotelbranchen

Virksomhedsejere og ledere rundt omkring har haft virkelig travlt med en strategi for at komme gennem nedlukningen, så deres virksomheder stadig står, og står stærkest muligt, efter nedlukningen. Der asfalteres mens vi kører, og hver dag dukker nye problemstillinger op.

Midt i alt dette, så skal der også tænkes ”på den anden side”. I min branche, hotel- og restaurationsbranchen, er nedlukningen meget omfattende og fylder alt. Men det er nødvendigt at tænke længere frem og have strategien klar. For mange vil det give mening ikke blot at tænke forskellige scenarier igennem, for hvad der kunne komme til at ske, men decideret af have en strategi som løber gennem 3 faser.

Overlevelse: Første fase af strategien er det vi står midt i. Hvad gør vi mens vi er tvunget i knæ af nedlukningen?

Overgangen: Næste skridt er en strategi for den overgangsperiode der helt sikkert kommer, dels mens vi genåbner, men også i en ikke defineret længere periode bagefter.

Ny Normal: Tredje skridt er det aller sværeste, for den hedder ikke bare tilbage til normal. Jeg vil påstå at vi alle kommer til at sætte vores forestillingsevne på prøve, og forsøge at forestille os, hvordan verden ser ud på den anden side. Det jeg vil kalde ”ny normal”. Mange ting vil være ændret for altid, og noget være ændret for en lang periode.

Der er flere ting i strategiarbejdet end jeg kan nævne her, men nogen er store ting er for eksempel hvordan og hvornår man genåbner, ny målgruppe analyse, segmentering, ændret produktmix, pris-strategi, ændret markedsføring og ikke mindst genopbygningen af en tilpasset organisation.

Nogen få udvalgte ting der bliver interessant at følge, og hvor jeg tror vi kommer til at se en stor forskel på resultaterne, alt efter hvad man tror på, og dermed hvilken strategi man vælger, kunne være:

  • Prisstrategien på hotelværelser, er alt vores opsamlede viden og statistik i revenueafdelingerne ubrugelig nu?
  • Er take-away et godt supplement til den eksisterende restaurationsomsætning?
  • Er buffeter et ”no-go” fremover i gæsternes øjne?
  • Hvor mange gæster kan restauranterne rumme? – både i forhold til regler, men i lige så høj grad i forhold til hvad vores gæster synes om.
  • Skal vores afbestillingsregler tilpasses?
  • Ændringer i personalehåndbogen, hvornår er man f.eks. for syg til at arbejde? Og håndtryk og knus? – både mellem personale, og mellem personalet og vore gæster.
  • Hvor længe skal vi vente på at vores udenlandske gæster kommer igen? Og kommer der færre end før?
  • Hvor længe bliver danskerne hjemme i Danmark inden de evt. igen vil rejse udenlands?
  • Hvis vi skal leve af danskerne i en periode, efterspørger de så noget andet af os end før?
  • Køb dansk, handle lokalt, hold ferie hjemme, book direkte ved hotellerne – virker den? – og hvor længe?
  • Er håndsprit en ny fast del af hotel amenities?
  • Holder man flere selskaber fordi vi nu savner at være sammen? Eller færre, fordi vi ikke skal være så mange sammen?
  • Tiltrækning og fastholdelse af personale hvor der er mangel på faglærte – har krisen ændret medarbejdernes syn på, hvor de gerne vil arbejde?

Jeg har ikke alle svarene, men jeg arbejder allerede på mit eget bud på ”Ny normal” for hotelbranchen.