Tyskland har verdens bedste krydstogtskib

MS_Europa_2--1CRUISE: I hvert fald, hvis man skal tro Berlitz Cruise Guide, som kommer med sin nye udgave i dag. – De fleste går en grad tilbage på både service og mad om bord, og det er nok ikke helt galt.

Af Ejvind Olesen

Det er ikke let at blive enige om, hvordan man skal bedømme krydstogtskibe i forhold til hinanden og i forhold til kvalitet og oplevelser for passagererne. Men nogle af det mere grundige foretages hvert år af redaktør Douglas Ward, som i bedste madanmelderstil er mere end 250 dage om året på havet. Om han så er ukendt af rederierne, kan man godt have sin tvivl om.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at en britisk guide udråber et tysk krydstogtskib som verdens bedste, nemlig Hapag Lloyds ”Europa 2”, som også efter de få danskeres mening, som har sejlet med den, skal være noget helt specielt. Det er fortjent, at den sammen med søsterskibet Europa alene får fem stjerner plus – af i alt 285 bedømte krydstogtskibe.

På de næste pladser kommer de tre britiske Queen Mary2, Queen Elizabeth og Queen Victoria fra Cunard Line. Det vil der nok være flere meninger om, også fordi der er klar klasseforskel om bord. Mere end på de nærmeste forfølgere nemlig Celebrity Reflection og Celebrity Silhouette fra Royal Caribbean Cruise.

I gruppen fra 751 til 1750 passagerer besætter Crystal Seranity og Symphony de to første pladser fulgt af Riviera. Først på pladserne fra seks til 10 komme fire skibe fra Holland-America. Det kan man også roligt stille spørgsmålstegn ved.

I kategorien fra 251 passagerer og op til 750 passagerer, hvor Europa skibene befinder sig, kommer Silver Spirit ind på førerpladsen. Silver besætter også de to næste pladser, hvorefter følger tre Seabourn skibe

Endelig er der kategorien i de helt små til 250 passagerer. Her besætter Hanseatic førstepladsen med Sea Dream l og ll på de næste pladser.

I flere kategorier har selv de mest kendte skibe mistet en hel eller en halv stjerne, tilsyneladende fordi de har slækket på service og udbuddet af mad. Det er næppe helt forkert både på de store og de små. Konkurrencen og rabatterne har krævet sine ofre.