25 år siden Billund brød monopolet

Søndag den 29. november er det 25 år siden, Billunds første udenrigsrute åbnede. Det var Maersk Air, der i 1984 åbnede en rute mellem Billund og Southend, små 100 km sydøst for London. Flytypen var en Dash 7 med plads til ca. 50 passagerer.

 

Den nye rute var epokegørende og kom i stand da et EF-direktiv åbnede for flyvning mellem regionale lufthavne i det daværende EF. Indtil da var flyvning udelukkende foregået mellem primære lufthavne. Der kunne nu flyves mellem sekundære lufthavne hvis der var mindst 400 km mellem dem – og kun med små fly!

 

”Vi ville gerne flyve fra Billund til London, men måtte ikke flyve til de fire store London-lufthavne, da de ikke var regionale. Vi fik øje på Southend-on-Sea”, fortæller daværende adm. direktør i Maersk Air og nuværende bestyrelsesformand i Billund Lufthavn, Bjarne Hansen.

 

Den samlede rejsetid blev forholdsvis lang, og da muligheden bød sig i 1990, flyttede Maersk Air ruten fra Southend til Gatwick.

 

Der er de senere år sket store ændringer. Nye flyselskaber er kommet til, andre er væk. I dag er der godt 30 udenrigsruter fra Billund, og flere er på vej. I efteråret 2009 flyver tre flyselskaber fra Billund til hver sin London-lufthavn. Cimber Sterling til Gatwick, British Airways/Sun-Air til London City og Ryanair til Stansted.

 

Bjarne Hansen glæder sig over, at Maersk Airs initiativ har udviklet sig til de mange direkte ruter fra Billund, som nu har op til syv daglige afgange mellem Billund og London med et årligt passagertal på ca. 300.000.

 

Lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen fortæller, at jubilæumsdagen bliver fejret med æresport og konkurrence for alle rejsende fra Billund på dagen.

Skrevet af Flemming Juul