Lufthavnsbutik får tæv i avisleder



Københavns Lufthavns tre nye vekselbutikker fra det italienske firma Forexchange har fået store tæv for sine forretningsmetoder i Jyllands-Posten. Artiklen var refereret på Take Offs hjemmeside i går.



Og i en leder tager Jyllands-Posten lufthavnens indtjeningspolitik op og giver også sin mening om det italienske selskab.



Jyllands-Postens leder skriver bl.a.:



”Københavns Lufthavn i Kastrup har ambitioner om at høre til blandt verdens ypperste, hvilket i en periode også er lykkedes, men efter Macquarie Group købte aktiemajoriteten, har ambitionsniveauet ændret sig i retning af at være den bedste pekuniære malkemaskine for den australske finanskoncern samt den danske stat, der ejer 39,2 pct. af lufthavnskoncernen.



Intet odiøst i at tjene penge, men når det bliver vigtigere end at betjene de rejsende, herunder at gavne Danmarks infrastrukturelle interesser, er der grund til agtpågivenhed.

Seneste eksempel på denne deroute er Forexchange, der har lejet sig ind tre steder i Københavns Lufthavn med køb og salg af valuta som primært virkefelt.



De sagesløse rejsende, der på deres vej igennem lufthavnen vælger at benytte Forexchange, afkræves ikke kun et ekspeditionsgebyr på 30 kr., men tillige et såkaldt ”servicegebyr” på 14,9 pct. af hele transaktionen.



Da den italienskejede gesjæft helst ikke skilter med sin absurde gebyrpolitik, må mange rejsende uforvarende forventes at blive ofre for dette bondefangeri og først opdage det, når de har forladt Danmark.



På ingen måde en god reklame for hverken Danmark eller Københavns Lufthavn.



Nu burde man gå ud fra, at Københavns Lufthavn har en vis indflydelse på sine lejere, da sorte får hurtigt kan få negative følger for det store flertal af lejere, der driver en redelig forretning, men reaktionen på de mange klager over Forexchange er tankevækkende spagfærdig.



Virksomheder med en forretningsmoral efter devisen ”går-den-så-går-den” pynter ingen steder, og når de rejsende hele tre steder i Københavns Lufthavn risikerer at gå i fælden, kan forklaringen kun søges i den profitmaksimering, der er drivkraften for lufthavnens ejere.



Midt i en krisetid kan Københavns Lufthavne A/S nemlig i dag udlodde et ekstraordinært udbytte til aktionærerne på 423,4 mio. kr.



Man må spørge sig selv, hvordan regeringen kan hævde at varetage forbrugernes interesser og samtidig indkassere 165 mio. kr. i udbytte, der indirekte hidrører fra anløbne foretagender som Forexchange,?” skriver Jyllands-Posten på lederplads.


Skrevet af