Debat: Danmark skyder sig i foden

Af Jens Elers, adm. direktør og ejer, DMC



SKAT har besluttet, at danske rejsebureauer, der beskæftiger sig med indkommende turisme, skal opkræve moms fra udenlandske kunder fra 1/1 2009.



Eller sagt på en anden måde: Det er momsfrit at sende en dansker til udlandet og forbruge danske kroner, mens det nu skal være momsbelagt at trække udlændinge til Danmark og forbruge udenlandsk valuta hér!



I en tid, hvor alle lande konkurrerer om at tiltrække udenlandske turister, forekommer den ændrede momspraksis at være et benspænd af dimensioner til skade ikke blot for incomingbranchen, men for Danmark.



Samtidig med, at økonomi- og erhvervsministeriet offentliggør en ny strategi for hvordan turismen til Danmark kan udvikles, forringer man arbejdsvilkårene for en af de vigtige medspillere i denne proces.



SKAT’s beslutning, som på alle måder er ugennemtænkt, er konkurrenceforvridende og sket uden at man har sat sig ind i incomingbranchens problemer og arbejdsvilkår.



I den danske indkommende turistbranche har vi i årevis arbejdet ihærdigt på at få udenlandske turister til landet, både privatturister og forretningsturister.



Millioner af kroner er blevet brugt på rejser til opsøgende turistarbejde med besøg hos udenlandske turoperatører, rederier, virksomheder og organisationer, samt på deltagelse i turist- konference- og krydstogtsmesser over hele verden.



I al den tid har branchen betalt fuld moms af alle ydelser indkøbt i Danmark uden fradragsret – til vor fulde tilfredshed, men har været fritaget for at opkræve moms af services til de udenlandske kunder.



SKAT har nu besluttet, at hele incomingbranchen, som er med til at skaffe hundreder af millioner af kroner i statskassen i udenlandsk valuta – i modsætning til det øvrige eksporterhverv – skal opkræve moms af sine tjenester. Det vil betyde en kraftig fordyrelse af dens tjenester og forringede konkurrencevilkår i relation til konkurrerende destinationer.



I dag, hvor turistmarkedet pga. den økonomiske verdenssituation formindskes, vil denne fordyrelse af det danske turistprodukt få alvorlige konsekvenser.



Lad mig give eksempler på konsekvensen af denne nye ordning for et firma som mit:



DMC virksomhed håndterer ca. 250.000 krydstogtspassagerer pr sæson, heraf ca. 100.000 som står af og på skibene i København, og som derfor også er storforbrugere af hotelværelser før og efter krydstogterne. Endvidere bruger de betragtelige beløb på restauranter og shopping.



Indtil nu har vi betalt moms af hotelovernatninger, men har ikke kunnet trække momsen af disse.



En ordning, vi har været tilfredse med, fordi vi har kunnet lægge vor fortjeneste på vore fakturaer til vore kunder. Nu kan vi trække hotelmomsen, men skal så til gengæld lægge moms på vore regninger til kunderne.

Det betyder en fordyrelse af vor service på mindst 20 % hvis vi fortsat skal have samme dækningsbidrag.



Dette betyder naturligvis, at vore udenlandske kunder nu vil kontrahere hoteller direkte – alternativt fravælge Danmark som destination.



For staten er dette nye scenarium indtægtsneutralt – men incomingbranchen vil gå glip af indtægter, og må dermed foretage justering i sin omkostningsstruktur for at overleve. Altså: afskedigelser.



I krydstogtssæsonen beskæftiger DMC ca. 250 unge studerende som freelancere ved passager-indcheckning i krydstogtsterminalen.



I forvejen er det danske lønningsniveau chokerende for vore kunder, idet vi bortset fra lønninger også opkræver og afregner feriepenge, ATP, barsel, AER etc.



I 2008 har DMC udbetalt næsten 6 mio. kr. i lønninger, feriepenge, skat etc.



På en salgsrejse for nylig sagde jeg til vore kunder blandt krydstogtrederierne, at vi fra næste sæson skulle opkræve 25 % moms.

Konklusionen fra alle rederierne var: Så må vi selv sende folk i land fra skibet for at foretage denne service.



Resultat: de studerende går glip af et sommerferiejob, staten går glip af ca. 2 mio. kr. i skatteindtægter, og DMC taber ca. 300.000 kr. i fortjeneste.



Reaktionen på de dyrere udflugtspriser var, at ”andre destinationer i det baltiske område står i kø for at få skibene dertil”.

Dette vil ramme ”sekundære” anløbsdestinationer som Århus, Bornholm, Kalundborg og Korsør, men på sigt stoppe for Københavns udvikling som destination.



Danmark har gennem mange år opbygget et solidt markedsgrundlag fra nærmarkeder som Norge, Sverige og Finland på møde- og konferencesiden i samarbejde med de store forretningsrejsebureauer i disse lande.



Fra 1. januar fordyres vore produkter 20 % og vore kunder vil finde mere konkurrencedygtige destinationer.

Sveriges hotelmoms er 12 % og 6 % på turistbustransport.



Alle i Danmark taber på dette. Bureauerne taber omsætning og staten moms- og skatteindtægter. SKAT vil sikkert argumentere, at deltagere i møder og konferencer kan få refusion af 25 % af moms på hotelovernatninger og restaurantregninger…

Problemet er blot, at disse beløb kun refunderes til slutbrugeren, dvs. den gæst der har ligget i hotelsengen og spist på restauranten.



De rejsebureaukæder, vi samarbejder med, og som sammen med os gør en stor indsats for at markedsføre Danmark, får ikke noget retur – og har naturligvis ingen interesse i at deres kunder køber alle services her i landet direkte, og at de dermed mister fortjenesten på de rejser de sælger.



Ser man på årsregnskaberne i incomingbranchen, er vore resultater typisk – efter skat – 2-3 %.



Denne nye ordning vil derfor være katastrofal for en hel branche, som udelukkende har arbejdet med eksport.



Den danske incomingbranche beskæftiger ca. 500 medarbejdere, et tal som med denne nye ordning vil skrumpe voldsomt ind.



Så derfor, kære politikere og embedsmænd, det er ikke en skam at tage fejl, men vil man bevare en branche, som er med til at give udenlandske turister service og hundredvis af millioner kr. i fremmed valuta til landet – eller vil man i denne konkurrenceforvridende beslutning forsøge at udradere et helt eksporterhverv?


Skrevet af