Inden statsministerens pressemøde fredag om grænser og rejsevejledninger, håber udenlandske turistkontorer på det bedste. ”Tallene for overnatninger er i frit fald,” siger ANTOR-formand.
”EU har indtil videre sat en intern åbning inden for EU til den 15. juni. Det ser ud til, at EU-landene har svært ved at blive enige om fælles grænseåbninger, og resultatet er, at EU-landene selv konstruerer bilaterale aftaler. Det kan betyde, at nogle lande har åbne grænser mellem sig, og andre grænser stadig for en tid er lukket.”
Det siger Bo Schou Lauridsen, til daglig turistchef for Tysk Turist Information i Danmark og formand for den danske afdeling af ANTOR (Association of National Tourist Office Representatives)
Ligesom resten af rejsebranchen vil også ANTOR-medlemmerne høre grundigt efter i morgen, fredag, når statsminister Mette Frederiksen igen skal holde pressemøde. Emnet i morgen er af vital betydning for den danske rejsebranche. Hvad sker der med de danske grænser og rejsevejledninger.
Forud for pressemødet har ANTOR i Danmark spurgt nogle af sine medlemmer om deres håb og ønsker.
Behov for bilaterale aftaler
Alle lande ønsker at få gang i turismen igen, men det ser ud til at kræve bilaterale aftaler landene imellem. Tyskland vil gerne åbne den dansk-tyske grænse, mens den danske regering ikke synes helt klar endnu.
Nordisk turismedirektør for Portugal, Stig Sommerfeldt Kaspersen fra Turismo de Portugal, siger:
”Det er en svært at vurdere, hvor stor nedgang i gæsteovernatningstallet, Portugal får i 2020. Fra midten af marts til midten af maj har vi set fald på 20 procent i forhold til samme periode sidste år. Men skal vi regne resten af maj og hele juni med, kommer vi sandsynligvis op på 30 procent.
Hvad der herefter sker, er helt uforudsigeligt. Alt afhænger af, hvilke rejsearrangører der overlever, og hvilke flyforbindelser der bevares. Jeg vil være lettet, hvis Portugal kommer igennem 2020 med bare halvdelen af sidste års besøgende.”
Stig Kaspersen fortsætter: ”Vi er helt afhængige af flyforbindelser, og derfor vil vores strategi blive justeret, når vi er klogere på situationen. Det giver jo for eksempel ikke megen mening at lave en stor kommunikationsindsats for Porto, hvis der ikke findes nogen direkte flyforbindelse længere.”
MICE-fald på 90 procent
ANTOR-formand Bo Schou Lauridsen siger: ”Tallene for udenlandske gæsteovernatninger er desværre i frit fald for ANTOR-landene.
Gæsteovernatningstallet til Tyskland faldt alene i marts 73 procent. April bliver meget værre. Vi skal dog nok indstille os på at afslutte året med en nedgang på cirka 50 procent på ferierejsende og endnu værre på MICE – møder, incentives og messer – som med stor sandsynlighed vil opleve fald på 80 – 90 procent,” siger Bo Schou Lauridsen i pressemeddelelsen.
Israel venter også spændt
”Situationen synes umulig at forudsige, da grænserne først skal åbne, og flyselskaberne skal i gang igen,” siger marketingchef Göran Nilervall fra det israelske turistkontor i Norden, som fysisk ligger i Stockholm.
Og fra emiratet Ras Al Khaimah siger Tilda Törnkvist, chef for Destination Tourism Development:
”Vi er ved at gøre klar til at byde internationale turister velkommen igen. Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA) har blandt andet indgået et nyt samarbejde med Bureau Veritas Certification, en global markedsleder i test, inspektion og certificering. Det gør vi for at sætte ekstra fokus på sikkerhed og hygiejne på rejsen, ikke mindst hotellerne.”
I Danmark er ANTOR-medlemmerne turistrådene fra, nævnt alfabetisk: Aruba (Caribien), Cypern, Flandern (Belgien), Frankrig, Island, Israel, Italien, Kroatien, Norge, Portugal, Ras al-Khaimah fra De Forenede Arabiske Emirater, Spanien, Storbritannien, Thailand og Tyskland.
Relaterede artikler:
”Turistkontorer får stor rolle efter corona-krisen”
Grækenland og Cypern klar til danske gæster – nej tak til svenske