Pengeinstitutter skal ikke nødvendigvis efterkomme kundens ønske om at få tilbagebetalt køb af rejseydelser, viser nye kendelser fra Det finansielle Ankenævn. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Bank skulle ikke tilbageføre penge for aflyste rejser

Det finansielle Ankenævn afgør tre principielle sager, hvor forbrugere bad deres bank tilbageføre penge for aflyste rejser og hotelophold. Det havde forbrugerne ikke krav på, siger nævnet.

Hvis rejsen bliver aflyst, og rejsebureauet, hotellet eller flyselskabet ikke reagerer på kundens henvendelse, kan man ikke nødvendigvis få sin bank til at tilbageføre pengene.

Det viser tre nye afgørelser fra Det finansielle Ankenævn. Her fik forbrugerne ikke medhold i, at de havde krav på at få at få tilbageført pengene fra deres bank for henholdsvis en aflyst flyrejse, en pakkerejse og et hotelophold. Forbrugerne havde købt rejserne på nettet.

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

I den siger leder af Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent:

”Som forbruger kan man i nogle tilfælde få sin bank til at tilbageføre pengene, hvis en vare eller ydelse, der er købt på nettet, ikke leveres – det der også kaldes charge back. Ankenævnet har vurderet, at forbrugerne i de konkrete sager ikke kunne bruge charge back-reglen til at få pengene for rejsen, flybilletterne eller hotelopholdet tilbage.”

Ikke dårligere stillet end ved kontant betaling
I de tre sager skulle forbrugerne været rejst i foråret og sommeren 2020. Rejserne blev aflyst som følge af coronarestriktionerne.

Forbrugerne ønskede derfor at få deres penge tilbage fra virksomhederne, men det skete ikke. Derfor kontaktede forbrugerne deres bank. På det tidspunkt var der gået flere måneder, fra rejserne var blevet aflyst. Banken afslog at tilbagebetale pengene.

Ifølge betalingsloven kan en forbruger ved fjernsalg, for eksempel nethandel, i en række tilfælde få tilbageført penge fra sin bank, eksempelvis hvis en vare eller ydelse ikke bliver leveret. Bestemmelsen skal sikre, at forbrugere, der handler ved fjernsalg, ikke er stillet dårligere, end hvis varen betales kontant, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

I sine afgørelser har Det finansielle Ankenævn blandt andet lagt vægt på, at forbrugerne ikke var dårligere stillet, end hvis de havde betalt for rejsen kontant, for eksempel ved en kontooverførsel. Blandt andet fordi der var indgået en udtrykkelig aftale om forudbetaling.

Desuden kunne forbrugerne heller ikke bruge kortselskabernes egne charge back-bestemmelser, som giver forbrugerne mulighed for at få tilbagebetalt penge i en række situationer, hvis de har betalt med et bestemt kort.

Klagede for sent
Forbrugerne havde klaget for sent i forhold til de gældende frister, som fremgår af kortselskabernes vilkår, oplyses det.

”Selvom forbrugernes krav ikke er dækket af charge back-reglerne i betalingsloven, kan de i nogle tilfælde være dækket af kortselskabets vilkår, hvor der også gives mulighed for at få penge tilbage i nogle situationer,” siger Lars Arent og tilføjer:

”Fristerne kan dog være korte. Hvis rejsen aflyses, og der er lange udsigter til at få udbetalt pengene fra virksomheden, er det derfor vigtigt, at forbrugerne ikke venter, men gør indsigelse til banken med det samme.”

Der kan læses mere specifikt om de tre konkrete sager via dette link til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, klik her.

Relaterede artikler:

Ryanair straffer ”chargeback”-passagerer

Rejsebureauer og hoteller risikerer hvidvask-bøder

”Regeringen ønsker opgør med bookingportalerne”