Designmuseum Danmark i København mærker som alle andre i det danske turist- og turisterhverv også coronakrisen hårdt. Dansk Industri ønsker en større og langvarig hjælpepakke, for at få erhvervet på benene efter krisen. Arkivpressefoto fra Designmuseum Danmark via Dansk Industri.

Dansk turisterhverv frygter for årets omsætning

Over hver tredje aktør i det danske turisterhverv forudser halvering af årets omsætning, viser undersøgelse fra Dansk Industri, hvis medlemmer er de største forlystelsesparker, feriecentre og campingpladser.

Dansk turisme kommer til at tabe milliarder på coronakrisen, lyder det fra Dansk Industri. Brancheforeningens medlemmer indenfor turist- og oplevelseserhvervet tæller de største forlystelsesparker, museer, feriecentre, vandlande, campingpladser, venues, spillesteder, attraktioner, biografer og så videre. Blandt medlemmerne er Tivoli, Designmuseum Danmark og Nordisk Film Biografer.

Dansk Industri har spurgt sine medlemmer i turist- og oplevelseserhvervet om deres justerede forventninger til i år. 35 har udfyldt spørgeskemaet og svarene er ikke opmuntrende.

Langt hovedparten af virksomhederne forventer, at coronakrisen med dens restriktioner som minimum vil halvere virksomhedens omsætning her i årets andet kvartal. For hele året forventer over en tredjedel af de medlemmer af Dansk Industri, der svarede i undersøgelsen, at omsætningen i hele 2020 halveres.

Op til et år før der igen er normale tilstande
DI har også spurgt medlemsvirksomhederne i det danske turist- og oplevelseserhverv, hvornår de forventer de tilbage til ”normal omsætning” når der igen er normale tilstande uden myndighedsrestriktioner.

Over en tiendedel af medlemmerne forventer, at det vil tage over et år før de er tilbage i normal drift – fra det tidspunkt, restriktionerne er hævet. Knap tre ud af ti medlemmer vurderer, at det vil tage mellem et halvt og et helt år.

Undersøgelsens resultater viser også, at konsekvenserne af coronaen og de medfølgende restriktionerne understreger behovet for en større og langvarig hjælpepakke for at få erhvervet tilbage på fode, skriver DI i sit nyhedsbrev.

Til nyhedsbrevet siger chef for turisme og oplevelsesindustri i Dansk Industri, Sune K. Jensen, at coronakrisen rammer krisen på det værst tænkelige tidspunkt.

“Efter i vinterhalvåret at have tæret på fedtet og trukket på kassekreditten stod de fleste virksomheder inden for turist- og oplevelseserhvervet i februar og var ved at gøre klar til det første store rykind af gæster i påsken,” siger siger Sune K. Jensen og tilføjer:

”I stedet står man nu og kigger på en situation med nul indtægter, men med en række faste udgifter.”

Et eksempel på de ramte medlemmer i turist- og oplevelseserhvervet i Dansk Industri er Designmuseum Danmark. Det ikke-eksisterende billetsalg og den lukkede museumsbutik har ført til opsigelser af nyansatte. Derudover er 56 ansatte sendt hjem med lønkompensation på henholdsvis 90 og 75 procent. Sidste år havde museet 310.000 besøgende, hvoraf 80 procent var turister.

Relaterede artikler:

Ny prognose: Virus kan koste Danmark hver 5. turist

Den danske incomingbranche føler sig glemt

Erhvervet: Forlænget lukning af Danmark øger krisen