Rusland prøver at skærpe flysikkerheden

Om det er sjusk med eftersyn, dårlige og for gamle fly, eller mangel på rutiner ved teknisk vedligehold, ved russerne ikke. Men de barske kendsgerninger er, at der i 2010 var 24 havarier med civile fly, højere end gennemsnitnittet på 21 i årene før.

I år har der været fire ulykker med dræbte passagerer og personale. Den værste af dem alle var, da 45 mistede livet i september, blandt dem et helt russisk ishockeyhold fra Ruslands bedste liga.

Havarikommissionerne arbejder og generelt har man mistanke til både flyenes kvalitet og tekniske personale.

Derfor prøver man nu noget nyt. Den russiske transportminister, Igor Levitin, sagde forleden ved et møde med en række luftfartschefer, at man i 2012 vil indføre nye regler.

Hvis et flyselskab har flytyper med mere end 55 sæder, skal selskabet have mindst 10 af den slags for at få certifikat til at operere. Måske vil man endda hæve kravet til 20 fly.
Selskaber med mindre fly – altså færre end de 55 pladser – skal have mindst tre af typen for at få tilladelse. Charterselskaber skal have mindst fem fly.

Der har også været røster fremme om, at der er alt for mange flyselskaber i landet, men det modbevises af statistikken. Ved årtusindskiftet var der 296 flyselskaber i Rusland. I dag er der 146 – men antallet af havarier har alligevel været stigende.

Flere internationale eksperter meninger, at løsningen hedder flere civile fly fabrikeret uden for Rusland.

 

Skrevet af Ejvind Olesen