TIRSDAGSKLUMME: Det er et pust i sivet, når finansministeren siger, at Danmark ikke vil sælge ud af SAS-aktier – en tilføjelse gør det til en meningsløs bemærkning – Københavns Lufthavn mere afhængig af SAS succes, end mange synes at mene.
Af Ejvind Olesen
Sverige og Norge har solgt ud af det svenske arvesølv i SAS, hvor de tre skandinaviske lande ellers har stået sammen i 70 år. Kommercielt sikkert rigtigt, men historisk og kulturelt beklageligt for en af de meget få fælles skandinaviske erhvervshistorier, som har holdt ud.
Norge har solgt 2,8 procent og Sverige har solgt 4,2 procent. Det efterlader Danmark med 14,3 procent, Norge med 11,5 og Sverige med 17,2 procent – samt svenske Wallenberg (bedste ven af SAS) 7,5 procent. Det vil sige, at SAS-styret fortsat har majoriteten. Men hvor længe mon?
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger i en officiel meddelelse, ”at der ikke er nogen aktuelle planer om at foretage et lignende salg af de danske aktier.” Kan vi så regne med det?
Nej, bestemt nej. For han tilføjer det typisk uforpligtende politisk svar: ”I hvert fald ikke i øjeblikket.” Altså ikke i dag, men måske i overmorgen.
De tre landes regeringer har kun en enkelt gang, da det hele var ved at kuldsejle, samlet bebudet et eventuelt salg. Ellers har det været sådan, at når den ene ville sælge, ville den anden ikke.
Hvis vi ikke havde haft SAS, havde Københavns Lufthavn aldrig nået den aktuelle størrelse. Jeg vil også vove den påstand, at hvis vi en dag har SAS på helt fremmede hænder, når Københavns Lufthavn aldrig de 40 mio. årlige passagerer. Presset fra en ny storlufthavn i Berlin og et stadigt voksende Arlanda i Stockholm og et endnu mere selvstændigt luftfarts-Norge vil forhindre det.
SAS spiller ikke den rolle, selskabet har gjort i København, men det er fortsat fluepapiret som de andre flokkes op. Netop fordi SAS mader passagerer fra utallige ruter ind til København Lufthavn, som dygtigt har forstået at vokse med, mens SAS mere spreder trafik til de to øvrige lande. Også fordi det der er klart billigere at have flyvebase end i København.
For SAS og kapitalejerne er den aktuelle situation den, at aktierne sælges lidt efter lidt og ikke med for mange af gangen. Hvis køberne vidste, at når den ene stat sælger, gør de andre det også, venter investorerne til prisen er presset ned gennem et større udsalg.
Markedet bryder sig heller ikke om, at der bare er aktier, som venter på at blive sat til salg. Derfor skal den danske stat benægte, at der er aktier til salg fra den danske pulje.
Når alle følelser er blotlagt og gemt af vejen, kan SAS-likviditeten komme op, og de handlede aktier forhåbentligt havne hos en eller flere strategiske investorer og være med til at tegne en lovende fremtid for flyselskabet – og underbygge den danske betydning for såvel arbejdspladser som lufthavne.
Men i Folketinget er det formentligt fortsat sådan, at den borgerlige fløj gerne vil sælge, men den røde fløj vil ikke. Det kan godt blive spændende at følge.