Transavia ville ikke have hjælp fra Cimber Sterling

I forbindelse med nedlukningen på hovedparten af sine danske ruter, spurgte KLM’s lavprisselskab Transavia også Cimber Sterling om priser på de berørte ruter.

 

”Vi gav Transavia fornuftige priser, men de valgte kun Norwegian,” siger Cimber Sterlings kommercielle direktør, Lars Bording (foto), til takeoff.dk

 

Kritikken hagler ned over det hollandske lavprisselskab for dets exit-strategi fra det danske marked. Her prøvede Transavia at få fodfæste efter Sterlings konkurs for to år siden. Men Transavia kunne ikke bide sig fast og måtte se sig slået af bl.a. to af de større spillere, Cimber Sterling og Norwegian.

 

Transavia blæser ifølge kritikkerne på EU’s forordning om ”nægtet ombordstigning.” Transavia vil gerne give pengene tilbage til de skønsmæssigt 50.000, der havde booket plads på de nu aflyste afgange til og fra Danmark. Men Transavia vil kun tilbyde ombooking til Norwegian – selv om EU-reglerne siger, at et flyselskab ved aflysning skal ombooke sine passagerer til en afgang med et andet flyselskab så tæt på den bestilte afgang som muligt.

 

Blandt de flyselskaber, der kunne hjælpe hollænderne med et mere elegant farvel, var Cimber Sterling – det danske flyselskab blev kontaktet af Transavia, erfarer takeoff.dk

 

”Vi fik forespørgsel fra Transavia om at transportere nogle af selskabets kunder. Men de valgte kun at bruge Norwegian. Vi stillede os til rådighed og synes, at vi tilbød Transavia fornuftige prisniveauer,” siger Lars Bording og tilføjer:

”Jeg skal ikke gøre mig klog på Transavias forretningsmodel, men når Cimber Sterling har en aflysning, ombooker vi passagererne til første praktisk mulige afgang.”

 

”Man kan have synspunkter på EU-forordning 261/2004 om nægtet ombordstigning. Vi synes til tider at forordningen indeholder ekstreme krav, men sådan er EU-lovgivningen. Men man kan ikke, i min optik, bede passagerer vente op til syv dage på plads på et Norwegian-fly. Det undrer mig, at Transavia ikke har booket pladser hos os. Sådan behandler man ikke sine kunder. Det er urimeligt at Transavia ikke følger EU-lovgivningen.”

 

Cimber Sterling har som konsekvens af Transavias exit fra det danske marked indsat ekstra flyvninger gennem vinteren og næste sommer.

 

”Transavia fløj til sidst til vanvittig billige priser,” siger Lars Bording og fortsætter: ”Mange danske rejsebureauer kommer nu til os, de kan se, at vi er seriøse.”

 

Cimber Sterling har over 850 medarbejdere, 26 fly og gennemfører over 1.000 flyvninger om ugen og har ca. 2,4 mio. årlige passagerer.

 

Norwegian flyver på 12 af Transavias 15 danske destinationer. Indtil 1. november har Transavia 17 ruter fra Danmark – 15 fra København og to fra Billund.

 

Transavia er i år femtestørste flyselskab i Københavns Lufthavn med i snit over 30.000 passagerer om måneden.

Skrevet af Henrik Baumgarten