Hotel i Las Palmas. (Foto: TUI | PR)

TUI åbner rute fra endnu en skandinavisk lufthavn

Fra oktober vil TUI flyve svenske ferierejsende til Gran Canaria, når beflyvningen af en nyetableret charterrute til den spanske ferieø går i gang fra lavprislufthavn relativt tæt på hovedstaden.

Henimod slutningen af 2023 stod det klart, at TUI lagde an til en storoffensiv på det svenske marked i løbet af sommersæsonen i år, da rejsearrangøren offentliggjorde planer om at sætte samlet set 46 rejsemål på afgangstavlerne i 11 regionale lufthavne.

De omtalte flyvninger vil finde sted fra lufthavnene i Halmstad, Jönköping, Kalmar, Karlstad, Luleå, Malmø, Norrköping, Skellefteå, Växjö, Umeå samt Örebro. Størstedelen vil blive foretaget af Jettime, men flyselskaberne Aegean Airlines samt Freebird Airlines vil også hjælpe til.

Det tyder dog på, at TUI har fået øje på et endnu større potentiale for at sælge charterrejser i Sverige, da arrangøren nu har føjet atter en lufthavn til listen således, at man ifølge de indtil videre offentliggjorte planer vil åbne i samlet set 12 svenske lufthavne i år.

Er populær i de kolde måneder
I den kommende vinter vil TUI nemlig flyve charterrejsende fra Skavsta Lufthavn, der ligger omkring 100 kilometer syd for den svenske hovedstad Stockholm, til Las Palmas på den spanske ferieø Gran Canaria, der er den tredjestørste af de De Kanariske Øer.

Det er danske Jettime, som får til opgave at beflyve den kommende charterrute, der vil blive betjent ugentligt fra den 16. oktober frem til den 13. april næste år med direkte flyvninger af fem timer og 45 minutters varighed.

TUI oplyser, at man vil sælge rejser med en længde på henholdsvis syv eller 15 nætter til dét, der med rejsearrangørens egne ord beskrives som en bred vifte af hoteller.

”Det er yderst glædeligt at kunne byde rejsearrangøren TUI velkommen til Skavsta og tilbyde charterrejser til vores rejsende. De Kanariske Øer er en meget populær destination. Især om vinteren,” siger bestyrelsesformand Kjell-Åke Westin fra Skavsta Lufthavn.

Foretrækkes af mange
Tommy Serban, der er kommerciel direktør hos TUI i Norden, hæfter sig ved, at rejsearrangøren både oplever en vis interesse for at besøge Gran Canaria og de andre spanske ferieøer samt at rejse fra den svenske lufthavn. Sidstnævnte tilskrives blandt andet placeringen.

”De Kanariske Øer er blandt vores mest populære destinationer om vinteren, med deres behagelige klima og populære madkultur. Vi ser en øget efterspørgsel på rejser til De Kanariske Øer og derfor føles det godt at kunne flyve til Gran Canaria også fra Stockholm-Skavsta Lufthavn.”

”Vi ved, at mange foretrækker Skavsta på grund af dens bekvemme beliggenhed og størrelse. Nu har vores kunder i regionen endnu større valgfrihed, når de planlægger deres næste solferie,” lyder det afslutningsvis fra Serban.


Relaterede artikler:

TUI ser frem mod stor sommersæson

TUI sætter Sydamerika på programmet

TUI åbner 46 nye rejsemål fra 11 svenske lufthavne