En af Tyrkiets kandidater til UNESCO’s verdensarsliste er den forhistoriske by Aizanoi, en velstående og betydningsfuld by i romertiden. Foto: Türkiye Tourism Promotion & Development Agency.

Tyrkiet: Vi er altså andet end hav, sand og sol

For at få flere turister peger det nationale tyrkiske turistråd på, at landet også er leveringsdygtig i naturoplevelser, Michelin-gastronomi og foreløbig 21 attraktioner på UNESCO’s verdensarvsliste.

Millioner af turister – sidste år havde Tyrkiet 56,7 millioner udenlandske ankomster, i år forventes 60 millioner – besøger årligt Middelhavsdestinationen Tyrkiet. Sidste år var der cirka 320.000 danske ankomster til Tyrkiet, i år forudses en vækst på ni procent.

Millioner af de udenlandske turister kommer for at holde bade- og slappeferie. Men Tyrkiet er altså andet end hav, sand og sol, understreger det statslige tyrkiske turistråd, TGA, Türkiye Tourism Promotion & Development Agency.

I alt fremhæver TGA over 60 turismeprodukter; det er blandt andet naturoplevelser, krydstogter, sport, Tyrkiets arkæologiske arv, attraktioner på UNESCO’s verdensarvsliste samt gastronomiske oplevelser, blandt andet i landets største byer som Istanbul, İzmir og Bodrum, der har restauranter i Michelin-guiden for Tyrkiet.

I en pressemeddelelse skriver PGA, at Tyrkiet foreløbig har 21 steder på UNESCO’s verdensarvsliste – og der er lagt billet ind på at få anerkendt yderligere 79 steder.

Hjemsted for verdens første børs
En af kandidaterne til at komme på UNESCO’s verdensarvsliste er den forhistoriske by Aizanoi i det vestlige Tyrkiet, sådan cirka mellem Istanbul og Antalya.

Aizanoi, der ligger ved den nuværende by Kütahya, er kendt for sit porcelæn og var Aizanitis-folkets hovedby. Den voksede til at blive en af de mest velstående og betydningsfulde byer i romertiden, takket være dyrkning af korn samt produktion af vin og uld, skriver TGA i pressemeddelelsen.

Derudover var Aizanoi også hjemsted for verdens første børs, Macellum, og Anatoliens bedst bevarede Zeus-tempel. I området omkring Kütahya er der også templer og offersteder dedikeret til gudinden Cybele, der betragtes som gudernes mor. Derudover kan man i området se grave hugget i klipperne.

Blandt de mange andre tyrkiske UNESCO-kandidater, TGA fremhæver, er den antikke by Priene (sådan cirka mellem Izmir og Bodrum), hvis historie får tilbage til år 2.000 før vor tidsregning. Byen betragtes som et af de fineste eksempler på antik byplanlægning.

Og i havnebyen Kaunos, der ligger øst for Marmaris, findes nogle af Tyrkiets mest fascinerende ruiner, de såkaldte klippegrave.

Et par timers kørsel vest for Antalya oldtidsbyen Kibyra med blandt andet et antikt stadium, hvis symmetriske strukturer giver indblik i datidens arkitektur. Byens tidligere stadion, Odeon, havde plads til omkring 10.000 tilskuere, der blandt andet kunne overvære gladiatorkampe.

 

Relaterede artikler:

Tyrkiet vil tiltrække flere velhavende turister

Tyrkiet forventer stor vækst af danske turister

Tyrkiet vil have tydeligere skandinavisk turismeprofil