DRF anbefaler retssag mod Transavia

KLM-ejede Transavias lukning af dets danske flyselskab fra 1. november kostede ca. 150 danske arbejdspladser. DRF bad gentagne gange Transavia følge reglerne i EU’s forordning 261/04 (den såkaldte ”denied boarding”-forordning), det samme har den danske transportminister, Hans Christian Schmidt.

 

”Transavia valgte at afvige fra EU-reglerne og lod flypassagerer og rejsebureauer sejle deres egen sø med at finde alternativ transport på de nedlagte ruter,” lyder det fra DRF’s adm. direktør, Lars Thykier, der tilføjer:

”Transportminister Hans Christian Schmidt har skrevet til DRF, at han meget gerne ville gøre noget overfor Transavias adfærd, men at Danmark ikke har midler, han kan anvende. Det eneste retsmiddel er derfor, at bureauer eller enkeltpersoner der mener, at Transavia ikke har levet op til sine forpligtelser, kan anlægge en retssag mod Transavia,” hedder der fra DRF.

 
DRF er ikke tilfreds med, at Transavia kan sidde EU-regler overhørig. ”Det åbner for, at det kan betale sig for flyselskab, at undlade at leve op til sine forpligtelser. På den baggrund vil DRF – via vores europæiske interesseorganisation, ECTAA – arbejde for, at ”denied boarding” reglerne giver mulighed for flere sanktioner overfor flyselskaber der nægter at følge de krav der stilles når de aflyser/nedlægger ruter uden at sørge for de berørte kunders transport,” siger Lars Thykier.

 

I øvrigt har Transavia netop udskiftet sin adm. direktør, Michiel Meijer. Om udskiftningen skyldes Transavias ageren under sin nedlukning i Danmark, vides ikke. Den nye adm. direktør for Transavia er Bram Gräber. Han har senest været direktør for KLM Holland.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten