Piloterne i SAS banket på plads

SAS gennemfører virksomhedsoverførelse for selskabets piloter fra 1. marts. Det vil på godt dansk sige, at piloterne dels op i fire selskaber, som det hele tiden har været meningen, siden Jørgen Lindegaard og Co. kom igennem med de store besparelser i den såkaldte “turnaround” plan, som efter fleres mening har reddet selskabets eksistens.



Dengang slap piloterne midlertidig, men senere er det igen og igen blevet klart markeret, først fra Lindegaard senere fra hans danske kollega adm. direktør John Dueholm, SAS Airlines, at den såkaldte bolagisering såvel efter ledelsen som bestyrelsens beslutning absolut skulle gennemføres.



Det vil sige, at piloterne bliver delt op i en SAS International (langruterne og den mest prestigefyldte) samt afdelingen i Danmark, Norge og Sverige lige som det for længst er sket med det øvrige personale. Undervejs har det så været prøvet om man kunne gradbøje beslutningen lidt og få piloterne med på en frivillig aftale, men da det brast i går, blev gardinet rullet op – og delingen effektueres.



De forhandlinger som John Dueholm i tre dage har kørt i Stockholm med pilotrepræsentanter sluttede i går “og de blev afsluttet i uenighed”, som det hedder i den officielle meddelelse.



SAS tilbød en samarbejdsaftale for at styrke samarbejdet og motivere medarbejderne. Det ser mildt sagt ikke ud til at være lykkedes. Ideen er nu, at de tre skandinaviske selskaber skal konkurrere mod hinanden, som det allerede sker. Både SAS Norge og Sverige kæmper fro at tage flere direkte ruter fra København og over til sig selv, hvilken i nogen grad er lykkedes. Til gengæld har SAS Danmark skabt nye.



Da Jørgen Lindegaard i sin tid af Take Off blev spurgt “om nu ikke lagde op til landskamp,” svarede han: “Nej, det mener jeg ikke. Der skal naturligvis være indbyrdes konkurrence, det er kun sundt, men de skal primært koncentrere sig om at konkurrere med andre selskaber.



Pilotformand i Dansk Pilotforening Mogens Holgaard sagde i går: “Vi føler os totalt magtesløse. Ledelsens plan er klar. De vil holde os i fire selskaber med det formål at konkurrere mod hinanden på laveste fællesnævner.”



Han ville dog ikke bebude spontane strejker. En sådan strejke ville også være overenskomststridig. Senere følger selve overenskomstforhandlingerne.



Efter gældende regler i de tre skandinaviske lande overføres de nuværende kollektivaftaler uændret til flyselskaberne med udgangspunkt i Lov om Virksomhedsoverdragelse.

-ejv

Skrevet af