Fredagsklummen: Når flylandinger skræmmer

Af Ejvind Olesen





DET ER svært for menigmand at gradbøje ordene sikkerhedslanding, nødlanding, havari. Det er også vanskeligt for flyselskaberne, for det drejer sig om at skræmme mindst muligt. Et havari er i sagens natur det alvorligste, men en nødlanding bruges i flæng i pressen, hvadenten der har været fare på færde eller ej. Det er i alle tilfælde en unormal situation, som giver grund til ængstelse. Ikke mindst for passagererne om bord.



Nu viser det sig, at der i år har været 115 såkaldte sikkerhedslandinger i Københavns Lufthavn og en enkelt, som kunne nærme sig nødlanding, men ikke var det, fordi faren var overdrevet. Det drejede sig om JetTimes 737, hvor man frygtede et egentligt havari på grund af ødelagte dæk.



I fjor var der 144 landinger af den slags, hvoraf den ene var en decideret nødlanding som endte i havari, der kunne have fået de alvorligste følger, men heldigvis ikke fik det. Nemlig landing med stankelbenflyet Dash Q 400, som på det nærmeste var i fare, hver gang den skulle lande.



SAS valgte at give op med netop den udgave af flytypen, og i dag er flyene ude af rift i SAS-flåden, mens man venter på anden generation.



DET ER i langt de fleste tilfælde under start og landing, at flyulykkerne sker. Seneste ulykkelig sag stammer fra Spanair-flyet på vej til De Kanariske Øer. Meget tyder på en oplagt pilotfejl. Menneskelige fejl er meget betegnende for en stor del af flyulykkerne gennem tiderne, og det behøver selvklart ikke at være hos piloterne.



Det er statistisk bevist igen og igen, at det er sikrere at flyve end at gå på gaden og færdes i trafikken, men det gavner bare ikke dem, det rammer. Der er ingen tvivl om at sidste års Q 400 havarier, der rullede frem på tv-skærmene igen og igen har skræmt mange, og fortsat gør det.



Det er en af grundene til at vi hører langt mere om de såkaldte sikkerhedslandinger end før i tiden, selv om der ikke er flere. Passagererne er også meget villige ved mobiltelefonerne end tidligere. Det har i den senere tid betydet, at vi især i radio og løbende tv-programmer har hørt om sikkerhedslandinger helt uden dramatik, blæst op til nervøs afventende, indtil det helt kunne afblæses.



Sådan var det ikke før i tiden. Da skrev vi ikke i næste dags avis om en udramatisk sikkerhedslanding. Dels fordi det ikke var farligt, dels fordi det kun kunne skræmme unødigt. Dels fordi vi selv mente, at vi var i stand til at vurdere.



Når man som jeg har skrevet om Sterling havarier i Dubai og Teheran. og taget imod både forbrændte og omkomne i lufthaven i Kastrup. så er man klar over, hvad der kan ske og ønsker ikke at skræmme, når det ikke er nødvendigt.



Derfor er det ikke godt, når Ritzau forleden rundkastede et telegram om, at der var sket en nødlanding med endnu et Cimber Air fly. Et aircondition anlæg fungerede ikke, og derfor gik flyet ned på grund af mærkelig lugt i kabinen. Ret så udramatisk, men alligevel egnet til uro hos passagererne. Sådan vil man som passager altid have det.



Er det godt med den meget medieomtale? Det er helt klart blevet værre efter Q 400 havarierne. Burde pressen være mindre dramatiserende og selv være med til at gradbøje. Den dag det virkelig er alvorligt kan tidsnok komme. Svar i quick poll.

Skrevet af