Bjarne Hansens 70 års fødselsdag, i dag, 22. juni, fejres ved reception i Hellerup Sejlklub på Strandparksvej i Hellerup mellem kl. 14-17.30.
Bjarne Hansen er blevet rundere med årene, også som menneske. Han har en enorm analytisk kapacitet kombineret med en afslappet humor.
Privat har han været gift med sin Alice i 47 år. Parret har deres to døtre og seks børnebørn tæt på sig, ikke kun bopælsmæssigt. Fritiden tilbringes gerne i sommerhuset i Liseleje, hvor han kan bruge sine evner som handyman.
Fødselaren er en af dansk luftfarts største profiler og er still going strong efter et indholdsrigt liv – med mange opture og et par enkelte den anden vej; det sidste vil han være uenig i, og i stedet kalde det et ”karriereskift.”
Bjarne Hansen blev i 1957 – som 17-årig – elev i A.P. Møller, han fik en rederiuddannelse samt senere en uddannelse fra prestigefyldte amerikanske Harvard Business School og var fra 1964-69 direktionsassistent for selveste Mærsk McKinney-Møller.
Bjarne Hansen blev salgschef i det nye Maersk Air i 1969, et selskab han flittigt havde advokeret for oprettelsen af, han blev firmaets salgsdirektør i 1974 og adm. direktør 1981-97.
I 1993 blev han af EU valgt som medlem af Vismandsgruppen for at kortlægge luftfart og komme med forslag til ændringer i luftbranchens vilkår.
Bjarne Hansen elsker luftfart, ”den er i blodet” – men i 1997 måtte han efter ønske fra Mærsk McKinney-Møller forlade sit elskede Maersk Air for at blive adm. direktør for boreplatformsselskabet Maersk Contractors. Til gengæld blev han formand for Maersk Airs bestyrelse – og fik den sjældne titel af skibsreder i A.P. Møller.
I 2001 fik Maersk Air og SAS bøder på hhv. 97 mio. kr. og 291 mio. kr. af EU for deres kartel-samarbejde. I dag mener mange, at havde Maersk Air og SAS søgt EU’s godkendelse, var det nok gået. Det gjorde de ikke, og det kostede Bjarne Hansen formandskabet for bestyrelsen i Maersk Air.
Men Mærsk McKinney-Møller havde ikke mistet tiltroen til ham og gjorde samme år – 2001 – Bjarne Hansen til direktør for rederiets Asien-kontor i Singapore med 7.000 medarbejdere i 20 lande. Han måtte dog sige farvel titlen som skibsreder i A.P. Møller.
I 2003 stoppede Bjarne Hansen – efter 46 år – i A.P. Møller og vendte hjem til Danmark og sit nye firma, WingPartners, der rådgiver flyselskaber, samt sidde i bestyrelser.
Han har bl.a. været formand for bestyrelsen i Comwell (konferencehoteller) og i bestyrelsen for Københavns Lufthavn – samt en række virksomheder uden for rejsebranchen.
I 2005 blev han bestyrelsesformand for Billund Lufthavn – og i forrige måned bestyrelsesformand for Danmarks største helikopterselskab, Bel Air.
Primært forbindes Bjarne Hansen som skaberen af Maersk Air.
”Da jeg i 1997 stoppede som adm. direktør havde Maersk Air en egenkapital på 2,3 milliarder kr. og betalte udbytte til ejerne hvert år,” sagde Bjarne Hansen til Take Off i 2005.
Efterfølgende måtte flyselskabet flere gange have kunstigt åndedræt i form af trecifrede millionbeløb fra ejerne – inden rederiet overdrog Maersk Air til islandske Sterling, der krakkede i 2008.
For sin og Maersk Airs indsats fik Bjarne Hansen i 1986 Danske Flyvejournalisters højeste anerkendelse, Luftfartspokalen, og ni år senere fremsendte Kongehuset et Ridderkors… Kongehuset, som han har gået vagt for i Livgarden, hvor han var trompetist og trommeslager i gardens tamburkorps.
Musikinteressen er der stadig, bl.a. nyder han at høre opera.
Skrevet af Henrik Baumgarten