Fredagskommentaren – Enhver dansk ambassade skal hjælpe danskere i nød

Af Ejvind Olesen



En dansk ambassade i udlandet er til for at hjælpe danske interesser. Hvadenten det er medlemmer af regering eller kongehus, dansk erhvervsliv eller en turist i nød. Ender det med at koste, skal ambassaden bagefter sende en regning.



Hvad i alverden skulle vi ellers bruge så mange skattekroner til med flotte ambassader, ambassadører, tjenestebiler med privatchauffører og dyre receptioner spredt ud over kloden ? Opgaven er kort sagt at betjene danske interesser indadtil og udadtil.



Det er som om flere ansatte i udenrigstjenesten gennem tiderne har glemt det. Jeg har mødt fremragende ambassadører rundt om i verden gennem mine mange rejseår, men jeg har også mødt den utilnærmelige, elitære type, som var af den opfattelse, at de allernådigst ville tage et møde, fordi jeg kom fra Berlingske Tidende. – Måløv Avis havde næppe givet adgang.



Ofte danner man sig lynhurtigt et indtryk af ambassadøren og ambassadens virke ved at tale med de danskere, der bor i området. Der er sådan en vis tradition for, at mange af dem får en invitation på Dronningens fødselsdag til en reception i ambassaden.



Egentlig en forældet tradition, men den betyder noget for mange. Også for dem, det ikke er gået så godt for i det fremmede.



Når man så færdes i blandt dem, får man lynhurtigt et indtryk af, hvilken type ambassadør, der er tale om. Han eller hun får karakter nedefra. Oppefra kommer fra folketingsmedlemmer og industriens top, som mere eller mindre forkæles, efter rang, når de dukker op.



Frastjålet pas i Budapest

Jeg har også set mine nærmeste rejsefæller i Budapest blive frastjålet pas og penge en søndag formiddag, og derefter nægtet udrejse i lufthavnen, ude af stand til at få hjælp i form af et midlertidig pas, fordi den danske ambassaden havde lukket og henviste til åbning mandag formiddag ved personlig henvendelse.

Det kom der en mindre sag ud af, og ambassaden fik sin weekendvagt på plads. Samtidig erfarede jeg, at to uskyldige unge var sat fast lørdag formiddag et par uger forinden, fordi de havde forlist deres pas, og ingen kunne komme i forbindelse med ambassaden før om mandagen. Alle holdt fri i weekenden.



Jeg har oplevet danske ambassadører tage del i dansk- relaterede festaftner i udlandet som inviterede VIP-gæster og med glæde tage imod, at de vandt en af de udloddede rejsepræmier for næsen af de mange hundrede betalende. Det skaber ikke just lokalt respekt.



Til gengæld har jeg også oplevet folk på posterne, som jeg var stolt af at lære at kende, og som jeg mener er fine repræsentanter for mit land. De kunne være såvel yngre som ældre. Det var aldrig et spørgsmål om alder.



Når topfolk “arbejder hjemme”

Dette være sagt i anledning af den selvransagelse, der nu finder sted i udenrigsministeriet oven på ugens aktuelle rapport efter tsunamien. En rapport som uforståeligt ikke medfører konsekvenser for nogen ansvarlig. En undersøgelse som efterfølgende har vist at ministeren og direktøren “arbejdede hjemme” og først bevægede sig ind i ministeriet to-tre dage efter tsunamiens start.



Der var også mange pressefolk, der var længe om at komme i sving på grund af juleferien, både på tv og på aviserne, men ministeriets top sætter rekorden.



Tænk, først da SOS’ direktør rettede en henvendelse til statsministeren, kom der gang i sagen, Uforståeligt, at alle øvrige udvalgsmedlemmer fra alle partier, næsten kritikløst, sluger udenrigsministerens bodsgang.

Jeg kender ikke den stærkt kritiserede ambassadør i Bangkok, som angiveligt helt mistede overblik og initiativ, men jeg ved, hvad mine mange venner i Thailand mente, længe før der var nogen form for flodbølge.



“Mine ansatte må gerne begå en fejl om måneden, for ellers tager de ingen chancer. Det gælder dog ikke piloterne,” sagde Jan Carlzon i sin tid.

Der er flere på topposter i Udenrigsministeriet, der snart på have opbrugt deres kvote.

Skrevet af