Kommentaren/Spidsen

Ingen sammenligning naturligvis mellem Neville Chamberlains fejlagtige vurdering af Munchen-aftalen og piloternes aftale med SAS.



Men det er altid værd at minde om, at enhver aftale rummer plads til fortolkning. Og deler parterne ikke den, er der lagt en kim til nye kontroverser.



Når piloternes formand gør krav på, at piloter med lønninger i millionklassen skal have lønforhøjelser på 2,4 pct. for ”det har kabinepersonalet fået”, er der netop tale om den slags forventninger, der kan give anledning til mange skuffelser.



I hvert fald taler vi om forestillinger om en lønudvikling, som næppe er realistisk på længere sigt. SAS-piloterne er i hvert fald sluppet betydeligt billigere end kollegerne i andre af verdens store flyselskaber bl.a. de amerikanske. Så inden piloterne lader champagne-propperne springe er det værd at nævne, at det i sidste ende bliver konkurrenceevnen, der afgør, hvem som overlever – og hvem som må dreje nøglen.



I det hele taget fornemmes større begejstring for aftalerne på piloternes side. SAS ledelsen virker mere afdæmpet. Det kan være, fordi man på selskabets direktionsgange har indset, at selv om der i denne omgang har været tale om en stor øvelse, er det ikke sidste gang, at tilpasning til markedet har været på dagsordenen i de fire nye SAS-selskaber.



Piloters lønninger svinger fra 25-30.000 om måneden hos mindre selskaber til nogle omkring en million hos SAS. Kabinepersonalet er langt ringere lønnet, end kollegerne i cockpittet. Begge forhold vil give anledning til spændinger.



Naturligvis er det godt med en aftale. Især fordi det forhåbentlig er et udtryk for den kommende samarbejdskultur mellem ledelse og medarbejdere i SAS, der har fået påført imageproblemer, når højtlønnede grupper har kastet sig ud i arbejdsnedlæggelser og andre kampskridt. Når det sker i SAS svækker det ikke alene selskabet, men hele flybranchen.

Skrevet af