Den tyske regering har afsat 45 milliarder euro til Tysklands største opgradering af sit jernbanenet i årtier. Der skal også bruges milliarder på den tyske jernbanedel ved Femern-byggeriet.
De 45 milliarder euro – cirka 335 milliarder kroner – skal de næste 10 års tid bruges på infrastrukturprojekter, der blandt andet skal gøre tysk jernbanedrift mere punktlig og skabe plads til flere regional- og fjerntog.
Kæmpebeløbet skal spenderes på seks primære områder. Det første er at skaffe plads til flere tog – herunder flere højhastighedstog. Til det formål udvides det tyske jernbanenet til højhastighedstogene til at komme op på 9.000 kilometer, skriver branchemediet RailTech.
Blandt de andre investeringsområder er flere skiftespor og bedre signalsystemer, blandt andet med tysk tilkobling til European Train Control System (ETCS), hvilket skal give mere kapacitet på de eksisterende skinnesystemer. Et andet område er en storstilet modernisering af togstationer med blandt andet bedre passagerfaciliteter.
”Hele den forestående, store opgradering er nærmest uden fortilfælde i Deutsche Bahns historie,” siger DB’s bestyrelsesformand, Richard Lutz, og tilføjer, at nu er det op til Deutsche Bahn og DB’s underleverandører at få gennemført infrastrukturarbejdet – og at det meget arbejde også vil give udfordringer for passagererne.
Renovering på 40 jernbanestrækninger
Som led i projektet skal der de kommende knap 10 år gennemføres forbedringer på 40 eksisterende jernbanestrækninger i Tyskland, herunder opgraderinger af togstationer på strækningerne.
Men Deutsche Bahn vil også investere i nye jernbaneanlæg. Blandt andet, skriver Femern.info, skal der i forbindelse med den kommende Femern-forbindelse mellem Danmark og Tyskland alene på tysk side bygges 88 kilometer ny banelinje, opføres 100 broer, seks banegårde samt naturligvis tunnelen under Femern. Det hele tages i brug i 2029.
De omfattende landanlæg alene på den tyske side som tilslutning til Femern-tunnelen er et projekt til 3,5 milliarder euro (omkring 26 milliarder kroner), skriver avisen Lübecker Nachrichten.
Relaterede artikler:
Europæiske lande prioriterer jernbaner forskelligt