Weeklyklumme: Luftfarten får nu af miljøpisken – og det smitter

Af Ejvind Olesen

Den tyske regering har barslet med forslag om en passagerafgift – for at beskytte miljøet – på beløb fra 60 kr. til 120 kr. pr. afgående passager. Det har bare ingen miljømæssig betydning, hvilket kyndige folk har sagt, og Lufthansas bestyrelse og direktion er i fuld gang med at protestere og fortælle, at det vil tappe mindst tre til fire procent af den samlede flytrafik ud af Tyskland. Og regn trygt med, at det er store tal.

 

Holland prøvede det samme for et par år siden, men endte med at fritage transferpassagererne. Amsterdam lufthavn er som bekendt et stort hub for internationale flypassagerer.

 

I Storbritannien fik British Airways i 2007 besked om den nye afgift to måneder før, nemlig i december 2006. Der skulle betales for alle passagerer, også selv om billetten var udstedt. Det drejede sig om ca. 900.000 passagerer. Det blev en ekstra regning på ca. 90 mio. kr. til BA, som valgte at sluge den del af afgiften selv, mens andre selskaber opkrævede beløbet hos kunderne.

 

Pas på! Alle europæiske flyselskaber. Sådan noget smitter. Mange miljøfreaks blandt politikerne har længe stirret sig sultne på flytrafikken og vil benytte enhver lejlighed til at pålægge ekstra afgifter. De vil alle uden undtagelse sige, at det er for at beskytte miljøet. Dybest set er det for at få flere skattekroner ind.

 

EU har lovet European Trading Scheme, at man senest i 2012 vil lave en forpligtende aftale om CO 2 udslip med loft over. Det kan ske på mange måder, blandt andet ved at udfase gamle fly, men også gennem afgifter. Og de skal såmænd nok komme – men den aftale får det svært internationalt.

 

Den kan i værste fald udvikle sig til en blokade, fordi USA ikke vil være med, og ender det med, at amerikanske fly ikke må lande i Europa, må europæiske fly ikke lande i USA. Næste step kan blive en decideret handelskrig.

 

Så galt går det næppe, men der er altså ingen landegrænser oppe i luften. Det gælder også med en evt. afgift på flybrændstof, man kan jo bare tanke i et land uden for EU. Det er ganske vist lidt vanskeligere, men hvis der nu er betydelige beløb at spare.

 

I Danmark har vi den store fordel, at den tyske afgift ikke kan gennemføres alene i Danmark – så var den her nok allerede – men Sverige og Norge skal med. I modsat fald bliver det endnu værre for Københavns Lufthavn end for de tyske kolleger.

 

Flyselskabernes trængsler er bestemt ikke forbi. Men derfor kan det da godt blive en ganske god sommer, mens askeskyer og skattetrusler hvirvler gennem himmelrummet.

 

Skrevet af Ejvind Olesen