Ny momslov spænder ben for indenrigsflyvning

Ifølge skatteministeriets nye lovforslag vil flyselskaber blive fritaget for moms, hvis totredjedele af forretningen kommer fra udenrigstrafik. Gør den ikke det, skal der fremover betales moms.
Lovforslaget skal råde bod på, at dansk lov i årevis har forbrudt sig mod EUs 6. momsdirektiv, der siger, at flyselskaber er helt momsfritaget, hvis de ”overvejende” er udenrigsselskaber.
Hidtil har dansk lov gjort det muligt for staten at opkræve moms på selskabernes indenrigstrafik, selv om de overvejende er udenrigsselskaber.

Lovforslaget møder skarp kritik i luftfartsbranchen.
”Det er direkte konkurrenceforvridende. Det betyder, at vi ikke kan åbne en ny indenrigsrute, medmindre vi samtidig åbner to udenrigsruter, for så kommer vi ned under totredjedele udenrigstrafik. Og det koster os et momssmæk på 30 mio. kr. Desuden vil ingen nye selskaber kunne starte op med indenrigsflyvninger i Danmark, fordi de skal betale moms fra første dag – i modsætning til de store selskaber, de skal konkurrere med,” siger Jacob Krogsgaard, økonomidirektør i Cimber Air.
Han frygter, at reglerne vil betyde mindre indenrigsflyvning i Danmark.
”Hvis de større flyselskaber opgiver at flyve f.eks. mellem København og Århus, hvem skal så overtage ruterne? Vi vil ikke kunne gøre det, fordi vi får et momssmæk. Og en ny aktør med små fly kan heller ikke starte op, medmindre vedkommende også vil starte ruter til udlandet,” siger Jacob Krogsgaard.

Den bekymring får opbakning i Københavns Lufthavne.
”Man kan frygte, at det vil begrænse udviklingen i indenrigstrafikken, hvis flyselskaber med stor indenrigstrafik kan vippe over og blive momspligtigt, hvis de åbner nye rute og kommer under 66 procent udenrigstrafik,” siger chef for Airline Relations, Corinna Lundbæk Pedersen.

(Berlingske Tidende, d. 15. september, 2007)

Skrevet af