Der kan være mange udfordringer ved køb af flybilletter, herunder om de er købt via en dansk rejsearrangør, et flyselskab på det danske marked eller en udenlandsk hjemmeside. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Forbrugerstyrelsen: Tjek hvor flybilletten er købt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har opdateret sine råd og vejledninger for køb af flybilletter. ”Bestilles der via en bookingside, så tjek, hvem man indgår aftalen med,” lyder det blandt andet.

Mange køber deres flybilletter via et sikkert rejsebureau, selve flyselskabet eller som del af en pakkerejse. Dermed er forbrugeren mere sikret, hvis noget går galt.

Men andre bestiller via en bookingside, hvilket kan give udfordringer, hvis der opstår problemer. For hvem har man booket hos? Er det en rejsearrangør registeret i Danmark – eller i udlandet? Det kan få betydning for rettigheder og klagemuligheder, hvor man køber sin flyrejse, påpeger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har opdateret sine rejsevejledninger på en række områder.

Indgår flyrejsen i en pakkerejse, vil man være beskyttet af regler for pakkerejser, hvis der er mangler ved rejsen, herunder at den ikke kan gennemføres, lyder det.

Hvis billetten er købt direkte hos flyselskabet, vil det være flyselskabet, man skal gå til, ved flyforsinkelser og -aflysninger. Hvis man ikke kan finde en løsning med flyselskabet, og flyet skulle afgå fra Danmark, kan der klages til Trafikstyrelsen via hjemmesiden flypassager.dk, lyder det.

Uklart hvor man skal klage
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skriver, at det kan være mere uklart, hvem man skal klage til, hvis flybilletten er købt via en bookingside. ”Det vil afhænge af, om bookingsiden er den egentlige sælger eller blot fungerer som et mellemled, der formidler flybilletterne,” skriver styrelsen.

Der opfordres til at betale med betalingskort. ”Hvis man har betalt med et internationalt kreditkort, kan man gøre indsigelse via sin bank, hvis for eksempel flyselskabet går konkurs,” hedder det. ”Når man bestiller på nettet, har man krav på en række oplysninger, før købet accepteres. Det gælder, uanset om man har købt billetten hos flyselskabet eller en bookingside,” lyder rådene, der fortsætter:

Oplysningerne omhandler hvilken ydelse, man har bestilt; den samlede pris inklusive alle skatter, afgifter og gebyrer – dét skal tydeligt fremgå af hjemmesiden. Får forbrugeren ikke oplysninger om samtlige omkostninger, skal man kun betale hovedydelsen og de omkostninger, man er blevet oplyst om ved købet.

Får man slet ingen oplysninger om sin bestilling, er man ikke bundet af aftalen, skriver styrelsen, der også opfordrer til at tjekke flybilletten når den modtages.

Forbrugerstyrelsen skriver også, at nogle flyselskaber har det som et standardvilkår, at hjemrejsebilletten annulleres, hvis udrejsebilletten ikke bruges. ”Men det er ikke et gyldigt standardvilkår efter dansk ret. Ens hjemrejsebillet skal kunne bruges, selvom man ikke brugte udrejsebilletten,” understreges det.

Ikke alle er omfattet af dansk lov
Salg af flybilletter er omfattet af dansk lov, hvis virksomheden – rejsebureauet, flyselskabet, hjemmesiden og så videre – markedsfører sig i Danmark, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som tilføjer:

”Man skal være opmærksom på, at det samme ikke nødvendigvis gælder, hvis man har købt billetter, som er omfattet af et andet lands regler.”

Hjemmesiden hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har forbrugerinformationer om rejseformer som, nævnt alfabetisk: billeje, bus og tog, flyrejser og flybilletter, færgerejser, hotel og feriebolig, pakkerejser og rejseforsikringer.

 

Relaterede artikler:

Forbruger Europa: Flyselskaber vildleder passagerer

Forbrugerombudsmand: Ulovligt gebyr ved flybillet

Forbruger Europa advarer mod bookingplatforme