Dårlig kommunikation i Easyjet tæt på at koste menneskeliv





Den meget omtalte sag om den spanske kvinde, der succesfuldt fik implementeret et kunstigt fremstillet luftrør, var tæt på ikke at blive til virkelighed.



Professor ved Bristol University, Martin Birchall, ankom forventningsfuldt til lufthavnen i Bristol med en håndfuld kollegaer. Med sig havde han det kunstige luftrør fremdyrket ved hjælp af stamceller. Han havde brugt flere år på at fremdyrke det kunstige luftrør i laboratoriet på Bristol University.



Professoren havde fundet den perfekte patient. En 30-årig spansk kvinde, hvis luftveje var ødelagt af tuberkulose.

Da han ankom til lufthavnen med stamcellerne, og skulle til at checke in, blev han imidlertid mødt af et afvisende personale, skriver rejseliv.dk



Selv om professoren havde brugt måneder på at cleare den usædvanlige håndbagage med Easyjets øverste ledelse, havde personalet på gulvet ikke fået besked. Stamcellerne opbevarede professoren i et væskefyldt reagensglas, men da væskeindholdet overskred de tilladte 100 ml, blev han nægtet adgang til flyet.



De 60 millioner kunstige celler kunne kun overleve 14 timer uden for laboratorieomgivelser, så flere års arbejde og en kvindes helbred stod på spil, da discountselskabet nægtede at tage stamcellerne med.



Det blev en tysk lægestuderende, en deltager på rejsen, der reddede dagen. Han kendte en tysk kirurg, der ejede et privatfly. Efter et par telefonsamtaler var planen lagt. Kirurgen ville flyve fra Tyskland til Bristol og så til Barcelona.



Prisen for den private flyvetur blev ca. 125.000 danske kroner. Easyjet har efterfølgende meddelt, at de vil refundere det klækkelige beløb. Og professoren oplyser for, at operationen trods de mange forhindringer forløb uden komplikationer.

Skrevet af